Hudpleje

 

 

Stjerneklar hud

Hudens funktion er at beskytte dig mod påvirkninger udefra og sørge for at regulere din temperatur. Den er samtidig et synligt visitkort, der dækker hele din krop. Derfor har det stor betydning, at huden er velplejet.

Huden er ikke alene dit største organ, den er også det eneste organ, der synligt afslører, hvordan du har det, og hvordan du lever. For lidt søvn, for meget sol, for lidt vand, for meget stress eller for dårlig kost vil kunne aflæses på huden med tiden. Det samme kan visse sygdomme. Ved at se på huden kan læger få vigtige informationer om dine indre organers tilstand. Huden er altså både et væsentligt og afslørende organ, som du skal pleje ved at passe godt på hele din krop. Har du det godt, og fører du en sund levevis, vil det heldigvis også kunne ses på din hud, som får en mere frisk og vital udstråling. Her er nogle af de basale ting i din livsstil, der gavner din hud:

  • Drik rigeligt med vand hver dag. Vand er essentielt for, at din hud kan holde sig frisk, fyldig og vital
  • Spis en sund kost. Hudens celler behøver vitaminer og mineraler for at kunne arbejde og reparere skader
  • Få nok søvn. Huden regenererer, mens du sover. Derfor er det vigtigt for hudens tilstand, at du sover nok

Dine daglige hudplejevaner har også betydning for, hvordan din hud fungerer og ser ud. Selv om din hud er selvreparerende og skabt til at klare sig selv, så kan den have brug for beskyttelse mod ydre påvirkninger og hjælp til at komme sig og holde sig pæn, ren og intakt. Du kan hjælpe huden af med snavs og mikroorganismer ved at rense og vaske dig dagligt og derefter tilføre fugtbindende, plejende og beskyttende stoffer fra en creme. Derved styrker du hudbarrieren, og holder den stærkere over for påvirkninger fra luft, lys og omgivelser. Selv om du har tør hud, må du godt bade og rense den hver dag. Blot du vælger milde produkter specielt til tør hud.

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen