Personlig pleje

Stigende forbrugertillid til lusemidler

Der er sket en stigning i salget af lusemidler, som ifølge eksperter hænger sammen med en stigende forbrugertillid til produkterne.

Stigningen i salget afspejler, at familier med børn i alderen 3-15 år for alvor er begyndt at behandle lus med lusemidler fra apoteket. Behandling med lusemidler hænger ifølge undersøgelserne også sammen med brugen af en tættekam til at lokalisere lusene før, under og efter behandlingen.

– Vi oplever en stor interesse for lusemidler på apoteket. Der er kommet mere åbenhed omkring lusene fra forbrugerne, og emnet er ikke så tabubelagt som før i tiden. Samtidig er salget af lusemidler øget mere hen over året, selvom tiden lige efter sommerferie og juleferie stadig er højsæson for lusene, fortæller apotekspersonalet.

Helårsplage og social adfærd

Billedet af lusene som en helårsplage kan genkendes hos Kim Søholt Larsen, der er biolog og luseekspert hos KSL Consulting. Han fortæller:

– Vi har kun set en mindre stigning i antallet af lus. Til gengæld har luserytmen ændret sig meget i de senere år. Det skyldes mildere temperaturer i udendørsmiljøet hen over året. Men også vores adfærd spiller ind. Vi giver hinanden krammere, tager masser af selfies på mobilen og har generelt fået en større kropskontakt. Det giver ideelle betingelser for at overføre lus fra den ene til den anden.

Ingen resistens

Ifølge Kim Søholt Larsen hænger det stigende salg af lusemidler også sammen med udviklingen af lusemidler, som er baseret på silikoneolie. De nye lusemidler indeholder ingen skadelige insektgifte som tidligere tiders produkter:

– Problemet med de tidligere lusemidler var, at lusene udviklede resistens over for insektgiftene. Nutidens silikonebaserede lusemidler kan ikke udvikle resistens hos lusene. Samtidig er produkterne blevet betydeligt mere skånsomme, så forældrene trygt kan bruge dem i børnenes hår og hovedbund, lyder det fra luseeksperten.

Husk lige tættekammen

Kim Søholt Larsen pointerer, at en succesfuld lusebehandling kræver både effektive lusemidler og en målrettet indsats med tættekam. Den skal bruges til at lokalisere lusene inden behandlingen og derefter til at tjekke hver anden dag i en 7-dages periode efter behandlingen med lusemidlet. Risikoen for at blive smittet igen er stor og 53% af forbrugerne oplever to eller flere luseangreb i løbet af året*.

– Det er afgørende at læse og følge brugsanvisningen på luseprodukterne nøje. Desuden bør forældre være opmærksomme på "lusedage" i skoler eller institutioner, hvor der opfordres til en fælles indsats mod lusene, fortæller Kim Søholt Larsen fra KSL Consulting.

Lusemidler på apoteket

På apoteket står faguddannede medarbejdere klar til at rådgive dig om behandling af lus med tættekam og moderne lusemidler med videnskabeligt dokumenteret effekt:

– Vi fører et bredt udvalg af allergitestede, børnevenlige og let anvendelige lusemidler til forskellige situationer. De fleste lusemidler på apoteket er i dag silikonebaserede og er meget effektive, hvis man husker indsatsen med tættekammen, udtaler apotekspersonalet.

Vil du vide mere? Kontakt dit lokale apotek.

Gode råd til lusebehandling

  • Vælg et veldokumenteret lusemiddel fra apoteket
  • Sørg for tjekke dit barn og dig selv med en tættekam ved mistanke om lus
  • Følg brugsanvisningen nøje og vær omhyggelig i hele behandlingen
  • Husk at tjekke for lus hver anden dag i en 7-dages periode efter behandlingen
  • Gentag om nødvendigt behandlingen efter forskrifterne
  • Giv besked til barnets daginstitution eller skole, hvis du finder lus
  • Vær opmærksom på lusenes smitteveje - og hold øje med opslagstavlerne i børnehave, skole og SFO

Kilder: www.ksl.dk, wwww.liceworld.dk, www.netdoktor.dk, www.sundhed.dk, www.storelusedag.dk, "Undersøgelse om hovedlus", Analyse Danmark (2016), "Markedsundersøgelse 2017" fra Kompas Kommunikation (15. august 2017) og artiklen "Salget af lusemidler er steget voldsomt de seneste år" i Politiken, den 25/8 2017.

* "Undersøgelse om hovedlus", Analyse Danmark, 2016.

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen