Se relaterede produkter

Kong Vinter er hård ved huden

Håndeksem, atopisk eksem, psoriasis og andre hudsygdomme er som regel værst om vinteren, hvor huden risikerer at blive udtørret. Det forårsager revner, skældannelse og kløe. Derfor er det vigtigt med en forebyggende og aktiv hudpleje, der kan holde huden smidig, intakt og blød gennem hele vinteren.

Eksem på hænderne

Håndeksem er et eksempel på en hudsygdom, som volder mange danskere problemer om vinteren. Det skønnes, at omkring 10% af befolkningen vil opleve at have eksem på hænderne på et tidspunkt i løbet af livet, og særligt udsatte er erhvervsaktive, der er i berøring med f.eks. vand, sæbe, opløsningsmidler og olier.

– Mange erhverv er belastende for huden på hænderne, og her er både pleje og forebyggelse med relevante sæber og cremer afgørende. Også i forhold til håndeksem. For at undgå tør hud skal man tilføre rigeligt med fed creme, der kan holde på fugten, udtaler sygeplejerske og allergikonsulent Annemarie Yde-Andersen fra Allergikonsulenten.

Forebyg inden vinter

Annemarie Yde-Andersen påpeger, at mange mennesker med hudproblemer først går i gang med plejeindsatsen, når problemet er opstået. Der kommer mange signaler i løbet af efteråret, hvor det i første omgang begynder at klø lidt på hænderne eller måske på ryggen. Allerede på dette tidspunkt er det en god idé at gå i gang med fugtighedscremen:

– Den tidlige indsats vil helt sikkert belønne sig senere på sæsonen, hvor det bliver meget koldere. Man gør sig selv en tjeneste ved at forebygge. Mange berørte har set det tidligere, men måske ignoreret det lidt. Pludselig, en kold og blæsende vinterdag, vender symptomer som tørhed, kløe, svie og smerte tilbage, fortæller Annemarie Yde-Andersen.

Tænk også på fødderne

Ifølge Annemarie Yde-Andersen er der ofte en sammenhæng mellem hænderne og fødderne, når det gælder tør hud. Hun anbefaler derfor at holde et vågent øje med både hænder og fødder samtidigt, hvis der er mistanke om tør vinterhud eller gener som følge af hudsygdomme:

– Det kan anbefales at tage et fodbad med vaskeolie efterfulgt af en god og fed fugtighedscreme et par gange om ugen. Det giver fedt og fugt til den tørre hud. Derudover kan man forebygge tør hud på fødderne ved at bruge en fed fugtighedscreme lige inden sengetid. Tag evt. en bomuldssok uden på for at holde på fugten og for at undgå at svine sengetøjet til, lyder rådet fra Annemarie Yde-Andersen.

Årstiden kræver sin creme

Det vil altid være en god idé at vælge creme efter årstiden. Om vinteren vil der som regel være behov for en fed creme eller salve i modsætning til om sommeren, hvor lotions, der typisk har et lavt fedtindhold, kan være tilstrækkeligt. I vinterperioden kan det også være en god idé at smøre sig ind i god tid, inden man skal udendørs, da vandet i cremen derved kan nå at fordampe, inden man går udenfor.

Apoteket har udvalget

På apoteket kan du altid hente gode råd, vejledning og de rette hudplejeprodukter, der passer præcist til årstiden, dine aktiviteter og din hudtype.

– Vi tilbyder et sæsontilpasset udvalg af plejeprodukter, og om vinteren har vi et ekstra stort udvalg af hudplejeprodukter med høje fedtprocenter. Man kan vælge mellem en bred vifte af plejeprodukter som creme, vaskeolier og læbepomader – og tilmed er der produkter uden parfume, konserveringsmidler og farvestoffer, hvis man ønsker det, udtaler apotekspersonalet.

Vil du vide mere? Kontakt dit lokale apotek.

Gode råd mod vinterhud

  • Tag kortvarige bade, brug køligere vand og spar på sæben
  • Vælg sæbe, shampoo og cremer med hudvenlig ph-værdi
  • Brug ekstra fede, plejende cremer hele vinterhalvåret
  • Vær ekstra opmærksom på at smøre kinder, hænder, fødder og andre udsatte
  • områder
  • Brug handsker, når det er koldt udenfor
  • Drik rigeligt vand i løbet af dagen

Kilder: www.netdoktor.dk, www.sundhedsguiden.dk og www.sundhed.dk

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen