Smerter

 

 

Kend din krop og smerte

Hvor går grænsen mellem at være øm på 'den gode måde' og have smerter, som skyldes en skade? Brug din krop og dens smertesignaler som guide.

Som grundregel kan man sige, at hvis du har smerter i muskler eller led, som ikke er væk efter nogle dage, så kan der være tale om en skade, der skal have ro og måske hjælp til at hele op. Har du muskelømhed, som topper 1-3 dage efter en træning, for derefter at aftage, så er det typisk 'bare' smerter som skyldes, at din krop er blevet brugt godt og grundigt og er i gang med at restituere.

Når du træner eller bruger din krop på en ny eller hård måde, sker der det, at du faktisk nedbryder noget væv, som derefter skal have tid til at bygge sig stærkere og gøre dig klar til nye fysiske udfordringer. Det er en hårfin balance at give kroppen tilpas med restitution og tilpas med udfordringer. Overskrider du grænsen, så risikerer du overbelastningsskader, som ikke bare giver ømhed og stivhed, men måske lokale smerter omkring et led. Vær varsom, hvis dette er tilfældet. Ofte kan du godt træne, hvis du undgår de bevægelser, der fremprovokerede overbelastningen.

Smerte er et varsel

Det er altid vigtigt, at du er bevidst om din krops smertesignaler. Smerte er et varsel om, at der er noget galt. Vær opmærksom på, at smerter fra en overbelastningsskade kan forsvinde midlertidigt, når du bliver varm, for så at vende tilbage nogle timer eller dagen efter træningen. Det er derfor vigtigt, at du er bevidst om, hvad du må og ikke må udføre af bevægelser, fordi du ellers kan komme til at overskride grænsen. Tag eventuelt en fysioterapeut med på råd. Vær også opmærksom på, at du ikke må træne, hvis du er lindret med smertestillende midler. Det forhindrer dig i at mærke, når kroppen siger fra.

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen