Smerter

 

 

Hokus krokus, ondt i ryggen

Jubii, det er forår og havearbejdet frister med frisk luft, lys og motion. Men desværre giver det også smerter, hvis du ikke passer på dig selv.

Det er skønt, når haven er gjort forårsklar, men knap så skønt, hvis arbejdet giver skader i muskler og led. Det sker især, hvis du går ihærdigt og pludseligt til værks efter vinterpausen. Det svarer til fodboldspilleren, der kaster sig ud i kamp efter en lang træningspause. Hårdt og uvant havearbejde for en utrænet krop kan især gå ud over nakke, skuldre og ryg, når du står duknakket, akavet og foroverbøjet. Vil du nedsætte risikoen for skader og ondt i ryggen, skal du først og fremmest nedsætte den tid, du knokler, og undgå mange foroverbøjede og akavede stillinger.

Du kan også nedsætte presset på din krop ved at bruge lette, justerbare haveredskaber og sørge for at veksle mellem forskellige arbejdsstillinger og typer af opgaver. Varier for eksempel mellem at stå, sidde på en skammel, ligge på knæ og sidde på hug. Når du samler ting op fra jorden eller kører med en trillebør, så tænk på, at det er dine ben, der skal gøre arbejdet. Bøj godt i knæene, stik enden bagud og løft ved at strække benene. Husk at tage mange små pauser i havearbejdet. Gå lidt rundt, ret dig ud, stræk armene over hovedet og få løsnet muskler og led op.

Skader og smerter kan især opstå, hvis du vil have hele molevitten ordnet på en gang. Så overhører du måske signaler fra kroppen. Men ukrudtet er der helt sikkert også i morgen - og det er bedre for din krop at tage en lille tørn ad gangen. Som en anden sportsudøver er det også en god idé, at du varmer op før kampens hede og klæder dig i svedtransporterende (sports-) tøj, der kan holde dig tør og lun, når vejret er køligt.

Selvom du selvfølgelig skal passe på ikke at overanstrenge dig, så husk at motion er rigtig sundt for kroppen og, at motion faktisk kan virke smertestillende på visse smerter.

gigtforeningen.dk kan du få flere gode råd om havearbejde.

 

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen