Dyr

Global opvarmning øger loppeplagen

Den globale opvarmning viser sig på flere fronter i disse år med en blanding af både milde vintre, varme somre, en øget luftfugtighed og skiftende vejr. Dette giver bedre vækstbetingelser for parasitter, og nye arter kommer til landet samtidig med, at de geografiske grænser for problemerne rykker længere nordpå.

Ifølge eksperterne er parasitter som f.eks. lopper i fremgang på grund af den globale opvarmning[1]. De er blevet mindre i størrelse, og der er blevet flere af dem. Modsat tidligere er loppesæsonen nu udbredt til hele året. Derfor er det nødvendigt at sætte løbende ind mod lopperne, da et loppeangreb medfører store gener for kæledyret.

Samtidig lever mange danskere i velisolerede huse, hvor lopperne kan ligge i dvale i revner og sprækker mellem gulvbrædder, i langhårede tæpper eller i hundekurve. Her kan de bittesmå og nærmest usynlige loppeæg udklækkes til larver og siden pupper. Pupperne kan så ligge klar i op til et års tid for til sidst at blive voksne lopper.

[1]Se webartiklen ”Den globale opvarmning kan påvirke hundenes helbred” på hunden.dk (29. august 2016).

Formering i rekordfart

Hvis levevilkårene er optimale, kan det gå stærkt med udviklingen fra æg til voksen loppe. Hele processen tager kun tre uger. En voksen hunloppe kan lægge over 700 æg på værtsdyret i løbet af en måned. Ægget bliver til en larve, der lever af organisk materiale og på kort tid, kan forpuppe sig og blive til en voksen loppe.

– Det gælder om at bryde loppernes livscyklus, så de ikke formerer sig yderligere. Det gøres bedst med en vedvarende indsats med et loppemiddel og en grundig rengøring i omgivelserne. Det tager tid at komme af med lopperne, og hvis kæledyret er meget ude med andre kæledyr, er der i sagens natur en stor risiko for at lopperne er bragt med hjem fra andre dyr, udtaler apotekspersonalet.

Masser af rengøring

Da loppen tilbringer størsteparten af sin udviklingscyklus i indendørsmiljøet, er det alfa og omega med en grundig rengøring – parallelt med behandlingen af kæledyret. Det gøres ved at støvsuge omhyggeligt i blandt andet sprækker, hjørner og revner og så smide støvsugerposen væk efter rengøring, så den ikke bliver en ny rugekasse.

Udover støvsugningen er det en god ide at vaske alle løse tæpper, puder og betræk – inklusive hundekurven eller kattens favorittæppe. Derudover kan man med fordel bruge insektspray til sprækker i gulvet for at få ram på de små bæster. Loppeangrebet kan vare op til 4-6 måneder ad gangen, så det er ikke nok at gøre rent én gang.

Kombinationen af at tjekke kæledyret for lopper, en meget grundig rengøring i omgivelserne og det rette loppemiddel til dit kæledyr er opskriften på at holde lopperne på afstand af kæledyret. Det kræver en tålmodig og langvarig indsats at bekæmpe lopperne, og mange kæledyrsejere søger i den sammenhæng gode råd og vejledning hos dyrlæger, apoteker eller andre fagfolk.

Råd til loppebekæmpelse

På apoteket får du vejledning, gode råd og godkendte loppemidler til dit kæledyr. I samråd med apoteket kan du finde frem til det optimale loppemiddel, der passer til dit kæledyr med hensyn til eksempelvis vægtklasse, påføringsmåde eller dyrets aktuelle sundhedstilstand.

– Vi står klar på apoteket til at hjælpe med at bekæmpe lopper på hunde og katte. Vi tilbyder et skarpt udvalg af effektive loppemidler, der blandt andet kan få bugt med loppens larver og æg på et tidligt tidspunkt i deres livscyklus. Vi giver altid en nøje vejledning i brugen af loppemidlet, som er en vigtig forudsætning for at få succes med loppebekæmpelsen, udtaler apotekspersonalet.

Vil du vide mere? Kontakt dit lokale apotek.

Gode råd om lopper

  • Tjek jævnligt dit kæledyr for lopper - med en tættekam
  • Red pelsen med en tættekam ned på et vådt stykke papir og kig efter mørke pletter (skyldes loppernes ekskrementer)
  • Støvsug ofte og grundigt, særligt i og omkring kæledyrets kurv eller favoritplads på eksempelvis et tæppe
  • Brug et godkendt loppemiddel til din hund eller kat og følg anvisningen nøje
  • Spørg dyrlægen eller på apoteket omkring det rette loppemiddel
  • Hold hjemmet ekstra rent i behandlingsperioden og også i lang tid efter denne
  • Husstandens øvrige hunde og katte skal behandles samtidigt – også "dyrevenner" på besøg

Kilder: www.netdyredoktor.dk, www.mst.dk(Miljøstyrelsen), www.dyrelægevagten.dk og www.dpil.dk (Skadedyrslaboratoriet).

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen