Helse, sundhed og velvære

Frugt i madpakken giver smag på skolestart

Spørg apoteket om vitaminer og kosttilskud

Positive resultater fra frugtordninger og sund mad på skolerne viser, at børn koncentrerer sig bedre og har mere energi, når de spiser sundt. Men for få børn spiser nok frugt og grønt i hverdagen. Få gode sunde råd om vitaminer og kosttilskud til hele familien på apoteket.

De danske skoler åbner i disse dage dørene for børn i alle aldre. Men efter en lang sommerferie med leg, fritid og sol kan det være svært atter at skulle sidde stille og koncentrere sig indendørs på skolebænken. Især hvis skoletasken ikke indeholder en sund og nærende madpakke. Selvom stadig flere skoler tilbyder frugt- eller madpakkeordninger, får kun hvert femte barn tilstrækkeligt med frugt og grønt i hverdagen (frugtkvarter.dk).

Vigtigt med frugt og grønt

Kræftens Bekæmpelse har tidligere ledet projektet Frugtkvarter på de danske skoler, der viser, at ni ud af ti børn nødigt vil undvære deres frugt, når først de har fået smag for det. En vigtig ting ved at spise sundt er at skabe nogle gode vaner tidligt i livet. Derfor er frugt i madpakken og som mellemmåltid et godt skridt på vejen, forklarer apotekspersonalet.

Vigtige vitaminer og energi

Og der er faktisk god grund til at give sit barn en sund madpakke og frugt til mellemmåltiderne med i skoletasken. Man får dels mere energi, og flere undersøgelser påpeger tilmed, at der er en sammenhæng mellem børns kostvaner og indlærings- og koncentrationsniveau. Den mad vi spiser er vores vigtigste drivkraft. Maden er kilde til energi samt vigtige vitaminer og mineraler. Hvis man ikke får tilstrækkelig med næring gennem kosten, bliver man træt og uoplagt. Hvis man følger de velkendte kostråd, herunder rådene om at spise frugt og grønt hver dag, fisk mindst to gange om ugen og gerne så varieret som muligt, er man godt hjulpet, fortæller apotekspersonalet.

Råd om vitaminer på apoteket

Sund kost og vitaminer er den bedste vej til et sundt helbred for hele familien. Men det kan være svært at vide, hvilke vitaminer man får nok af gennem kosten, og hvilke man mangler.

Rigtig mange danskere ved godt, at sund kost er vigtigt, men har måske brug for at få mere viden om, hvordan man sammensætter madpakke og måltider, så hele familiens behov bliver opfyldt. Børn har for eksempel brug for calcium til at opbygge knoglerne, mens både børn og voksne har brug for vitamin B og D, som blandt andet findes i fisk. Kroppen har brug for mange slags vitaminer, og vitaminbehovet varierer i forhold til den enkeltes behov, børn som voksne. På apoteket rådgiver vi hele familien om vitaminer, mineraler og kosttilskud, slutter apotekspersonalet.

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen