Træg mave? Forstoppelse? Se relaterede produkter

Træg mave? Forstoppelse?

Med alderen kan din mave blive træg, så du oftere får forstoppelse. Medicin, livsstil og hormonændringer spiller ind.

Din krop ændrer sig livet i gennem, og især kvinder oplever forstoppelse med alderen. Muskler og nerver i tarmene sløves – både hos mænd og kvinder – men derudover kan overgangsalderen også give kvinder træg mave. Det skyldes, at kønshormoner påvirker tarmenes bevægelser, og at ændringer kan sløve tarmene, så de bliver længere tid om at komme af med indholdet. Jo længere tid det tager, des mere væske trækkes der ud af tarmindholdet. Og desto sværere bliver det at komme af med. Det kan give færre og besværlige toiletbesøg, mavekneb, kvalme, utilpashed og oppustethed. Det er på ingen måde rart – og slet ikke hvis det er et tilbagevendende eller vedvarende problem.

Medicin kan også være en årsag til træg mave. Mange får typisk mere medicin med alderen, og desværre er forstoppelse en hyppig bivirkning. Får du for eksempel blodtryksmedicin, vanddrivende medicin, hjertemedicin, midler mod halsbrand og sur mave, midler mod depression eller smertestillende midler, så kan det være medicinen, der påvirker maven. Der kan også ligge sygdomme eller lang tids sengeleje bag. Et rygestop kan også sløve tarmene i en periode, fordi nikotin påvirker dem. Mange ældre oplever også forstoppelse, fordi de simpelthen drikker for lidt vand og sidder for stille. Endelig kan psykiske forhold spille ind.

Det vigtigste råd mod forstoppelse er altid at drikke rigeligt med vand, spise fiberrigt og så vidt muligt være fysisk aktiv hver dag. Motion og bevægelse stimulerer nemlig tarmenes bevægelser, mens vand og fibre øger vandindholdet. Er forstoppelse et tilbagevendende problem for dig, eller varer den mere end fire uger på trods af et øget væskeindtag, fiberrig kost og mere motion, bør du tale med din læge.

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen