Børn og passiv rygning Se relaterede produkter

Børn og passiv rygning

Røg er ekstra farligt for små barnekroppe. Lav derfor rygeforbud i hjemmet og i bilen, så du skåner de små kroppe for de farlige stoffer i røgen.

Passiv rygning er ekstra skadeligt for børn. Blandt andet fordi børn trækker vejret flere gange end voksne, og fordi de er mere aktive. Derved indånder de flere skadelige partikler. Deres krop er samtidig mindre, og de farlige stoffer fylder derfor forholdsvis mere. Tilmed tilbringer børn mange timer med at lege indenfor og har tæt kontakt med møbler, tæpper, legetøj, tekstiler og gulve, hvor de skadelige stoffer fra røg sætter sig. Selv om du lufter ud, kan du ikke undgå det. Partiklerne hvirvles rundt og spredes gennem indånding via lungerne til hele kroppen.

Man ved, at børn der udsættes for passiv rygning, har øget risiko for at få nedsat lungefunktion, luftvejsinfektioner, mellemørebetændelser, forkølelser og for at udvikle eller forværre astma og allergi. Man har også mistanke om, at passiv rygning kan nedsætte børns indlæringsevne. Børn har ikke samme forsvarssystem som voksne og bliver derfor lettere syge af røg. Små børn er også særligt sårbare, fordi deres luftveje, lunger og organer ikke er færdigudviklede. Røgen kan hindre en normal udvikling.

Da børn ikke selv går væk eller siger fra, når der ryges, er det dig, som skal forhindre passiv rygning. Hvis du selv er ryger og ikke er klar til et rygestop, kan du stoppe børns passive rygning ved aldrig at ryge i hjemmet eller i bilen. Husk, at selvom du ryger udenfor, så kan stofferne fra røg sætte sig i dit tøj og overføres, når du har nærkontakt med et barn. Hvis det er venner og familie, der ryger, så tag emnet op i fællesskab og snak om, hvorfor og hvordan børn skal beskyttes mod røg.

Vil du dine børn og dig selv det bedste, så forsøg med et rygestop.

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen